Om os

Vi er et lille, trygt stue-opdræt af sunde, glade Maine Coon katte. Vores mål er at opdrætte velbyggede, racetypiske katte, hvorunder vi favoriserer sølv og meget gerne fortyndede farver og shaded. Vi opdrætter under forbundet FIFe som medlemmer af klubben Racekatten. Vores katte er vores kælemisser og vores hjem er deres hjem. En killing fra TigerTrouble kommer af forældre, der er testet for de kendte, arvelige sygdomme*. Når du henter den i en alder af 14 uger, er den gennem-vaccineret** og neutraliseret og har en pose med mad og småting i poten. Vi skal have sympati med killingens nye ejere for at sælge den (vi er kun mennesker) og vi sælger ikke killinger til et ene-liv i en fuldtidsarbejdende familie og heller ikke som alene-katte til et liv indedøre.

*Sygdomme: PK-def, SMA, HCM (genetik og ultralydsscanning). Hofteledsdysplasi er under evaluering.

**Vaccinationer: RCPCH FeLV. Killinger vaccineres ved 8 og 12 uger.

Hvad begyndte det med

I begyndelsen var Sophus!

Eller rettere sagt, egentlig startede det med Pløk, min barndoms (Eva’s) uregerlige puddel, som, trods sit temperament, overbeviste mig om, at et liv ikke er et liv uden dyr. Jeg havde også ondulater og en enkelt, krævende, parakit. På kollegiet var dyr ikke en option, men så købte Michael og jeg lejlighed og jeg stiftede samtidig bekendskab med en yndig, men dødsdømt killing med en rygmarvsskade. Den gav en mig en emotionel nedsmeltning samt indgød mig en ny visdom om, at katte tilsyneladende var absolut duelige som livsledsagere. Også for en tidligere hunde-elsker!

Nogle måneder efter indflytningen, rykkede derfor lille, grå Sophus ind på femte sal i Århusgade i København. Han levede et hundeliv (!) – sådan at forstå, at en tidligere hunde-ejer uden begreb om katte, giver en killing snor på og tager den med på besøg overalt. Sophus blev med andre ord en hund. Han gik perfekt i snor og elskede at få den på, for det betød gåtur i fælledparken.

Det viste sig dog ret hurtigt, at Sophus IKKE tålte ensomhed. Man hørte hans højlydte jamren helt ned i stueetagen, hvis vi undtagelsesvis forlod ham for at købe ind. Ergo: lille, brune burmeser-Fifi (Tamakan Pearl) flyttede ind! De to katte ledsagede os i henholdsvis 16 og 17 år, først til Hundige, så til Tyskland. De berigede vores hverdag med deres udtalte personligheder.

Da Sophus døde som den første af generation 1, sørgede vi længe og Fifi græd om natten. Sophus var uerstattelig, majestætisk og klog som han var, men Fifi skulle have en ven. Sophus var kæmpestor og lidt langhåret og havde verdens længste hale. Kan I se, hvor det bærer hen? Kun en Maine Coon kunne antydningsvis indtage tronen efter ham – intet mindre. I de følgende måneder kom først Murphy til (Sevencorners Smart Player) og siden Lacey (Sevencorners Rachel). De flyttede med os hjem igen til Danmark og her begynder fortællingen at tage fart.

Vi flyttede ind i en tidligere præstegård fra 1697 på ikke mindre end 350 m2. I en sådan kasse fylder 2 katte såre lidt, så en tredje måtte til. Det blev efterhånden til fire og fem, men da vi i 2022 opgav vores nu uoverkommelige præstegård og flyttede i vores etplanshus i Svinninge, havde vi tre katte, Huskat Mis Sophie, MCO-kopi Ninja og MCO Misty (DK Felines Roma Venus).

Jeg havde på det tidspunkt en hest, Spirit, som jeg red pinligt lidt og som gav mig dårlig samvittighed. Da jeg valgte at afhænde ham sagde Michael uforsigtig: Det var vel nok en god beslutning. Nu synes jeg, du skal have de to killinger, du så længe har ønsket dig! Og – Ind flyttede Luca (DK Søderberg Miss Blue Silver Dark) og Aisha (MCO-kopi). Nu faldt det sig sådan, at Luca var blevet moderløs 12 uger gammel og opdrætter lod mig derfor få hende hjem før neutraliseringen (tak, Jane), så hun kunne få voksent katte-selskab. Luca lagde grundstenen til TigerTrouble. Siden kom der adskillige flere, som kan studeres på de efterfølgende sider.